



02.03.2011
Vinder kåret i ungdomsbolig-konkurrence
En ungdomsbolig udformet som trappetrin, der symboliserer de unges vej ud i livet. Det var grundtanken bag vinderprojektet i den arkitektkonkurrence, som Årstiderne Arkitekter i samarbejde med HTX på Herningsholm Erhvervsskole har arrangeret.
I alt 31 elever fordelt på seks grupper dystede over flere uger i at skabe ungdomsboliger, som de unge selv gerne vil bo i. Vinderprojektet, ”College Student House”, er tegnet af elevgruppen organiseret som Yai Architects. De seks HTX-studerende foreslår bygningen placeret i Hernings centrum for at skabe mere liv i byen. Bygningen består af 20 lejligheder på hver 52 kvm og er tænkt som lavenergibyggeri.
For den ene censor, arkitekt MAA Lisbet Wolters, Årstiderne Arkitekter, var det glædeligt at se de unges kreative bud på, hvordan de selv kan bo. Og ikke mindst inspirerende.
- For eksempel tænker mange arkitekter naturligt plads til skrivebord ind i ungdomsboliger. Sådan tænker de unge slet ikke selv. De kan have deres bærbare computere på køkkenbordet, siger Lisbet Wolters.