Byggeriet af den nye multiarena i Herning med plads til 12-15.000 publikummer er i fuld gang, og bygherren, MCH, har netop fejret rejsegilde. Dermed konkretiseres de arkitektoniske visioner, som Årstiderne Arkitekter har realiseret for MCH.
Den nye arena bliver unik på flere områder. Først og fremmest gennem sin kileformede fremtoning, der giver bygningen et nærmest skulpturelt udtryk – markant og enkelt, som en skarpskåret prisme. Facaden har Årstiderne Arkitekter valgt at bearbejde som store lærreder, der får grafisk udtryk i form af forskellige geometriske former i gråtoner, der forskyder sig i samspil med vinduespartierne.
De skæve vinkler i bygningen giver desuden optimale forhold for akustikken indendørs. Her skal pladsen bruges primært til sportsbegivenheder, koncerter og shows. Men via et fleksibelt tribunesystem kan der i arenaen skabes et stort gulvareal, så den også kan benyttes til messer og udstillinger.
Arenaen står klar i sommeren 2010