21.02.2011
HTX-elever i konkurrence om fremtidens ungdomsboliger
Ungdomsboliger med lydisolerede studieceller eller indbygget fredagsbar ? I slutningen af februar afgøres en arkitektkonkurrence om fremtidens ungdomsboliger, som de unge selv drømmer om. Konkurrencen er arrangeret i samarbejde mellem Årstiderne Arkitekter og HTX på Herningsholm Erhvervsskole.
- Der mangler ungdomsboliger i Herning, og i fjor stod mere end 400 unge på venteliste til at få et sted at bo i Herning. Ved at give plads til de unge skaber man et mere attraktivt, varieret og spændende byliv. Men for at skabe attraktive ungdomsboliger er det vigtigt, at de unge selv inddrages, siger Lisbet Wolters, arkitekt MAA og leder af Årstiderne Arkitekter i Herning.
Det blev anledningen til et samarbejde mellem Årstiderne Arkitekter og HTX-eleverne på Herningsholm. I projektforløbet har eleverne i grupper udviklet deres bud på en bolig på 55 kvm – en bolig, der skal kunne kopieres og sættes sammen til en bygning med i alt cirka 20 boliger. Eleverne har blandt andet også formuleret deres arkitektoniske idéer og valgt materialer, formgivning og farver, så ingen er i tvivl om, at deres bolig er et fedt sted at bo for unge. Selvfølgelig uden at gå på kompromis med alle gældende krav og love i forhold til bygningsreglementerne.
- Det har været et helt fantastisk forløb. Eleverne har været tændte, som jeg sjældent har set det. Jeg har hørt dem give hinanden lektier for, og kortene bliver holdt tæt ind til kroppen i de forskellige grupper, fortæller Claus Christensen, HTX-underviser i energi og byggeri på Herningsholm.
På fredag, den 25. februar, fremlægger eleverne deres idéer, 3D-illustrationer og papmodeller af, hvordan de drømmer om at bo og indrette sig. Det sker foran arkitekter fra Årstiderne Arkitekter og undervisere fra HTX, som efterfølgende også udpeger en vinder.
- Konkurrencen er uden tvivl god inspiration – både til politikerne, byplanlæggere og arkitekter, der arbejder for at skabe mere plads til unge i byen og gøre Herning mere attraktiv for unge udefra, siger Lisbet Wolters.